Haslev - en del af historien!
Faxe Kommunes Arkiver fylder 60 år i 2025.
Vi fejrer det med denne billedvæg, som du kan nyde her i Haslev frem til september.
Haslev er en del af historien, og den historie er bevaret gennem de titusindvis af dokumenter og billeder, som Faxe Kommunes Arkiver har samlet ind fra Haslev gennem de sidste 60 år: Alt lige fra billederne på væggen foran dig, til arkiver fra mange af de skoler der var med til at definere byen i det 20. århundrede.
I denne video kan du gense billeder fra væggen sammen med endnu flere af vores yndlingsbilleder fra Haslev i arkivets samling.
Konkurrence: Find alle 7 og vind en bog
Hvis du besøger alle syv billedvægge, har du chancen for at vinde en præmie. Vi udlodder et eksemplar af vores jubilæumsbog "En del af historien" med gode, lokale historier fra hele kommunen (den udkommer til august).
Hvordan deltager man?
Tag rundt og se de 7 billedvægge - og tag gerne familie og venner med.
Tag et billede af jer ved hver væg og send dem så til os på arkiv@faxekommune.dk.
Konkurrencen udløber 29. august, hvorefter vi trækker lod blandt deltagerne om præmien.
Husk at skrive i mailen hvad du hedder, hvor du er fra og evt. et telefonnummer, hvor vi kan kontakte dig.
Vil du være med til at gøre Faxe Kommunes Arkiver endnu bedre?
Men der er også huller i arkivets samlinger - huller som vi gerne vil have din hjælp til at udfylde.
Hvordan så f.eks. haslevitternes hverdagsrutiner ud? Og hvordan ser de ud idag? Og hvis de store skoler var med til at definerer byen i det forrige århundrede, hvilke institutioner, foreninger, virksomheder, personer og steder er med til at definere byen som den ser ud i dag? Arkivet samler på materiale fra både store og små aktører, så længe det kan fortælle os noget om hvem haslevitterne var og er, og hvordan de har formet byen og dens historie - hvad syntes du er vigtigt?
Hvis du, eller en organisation du repræsenterer, ligger inde med digitale eller analoge dokumenter eller billeder, som fortæller noget om Haslev og byens historie, så kontakt arkivet og hør mere om hvordan du kan bidrage til samlingerne.
Billedvæggens placering
I alt har vi opstillet syv forskellige billedvægge - en i hver af de syv største byer i kommunen. Du kan se hvor de enkelte billedvægge er placeret ved at klikke på byens navn: Dalby, Faxe, Faxe Ladeplads, Haslev, Karise, Rønnede og Terslev, hvor du nederst finder placeringen.
I Haslev er billedvæggen placeret i Lunden bag ved biblioteket ud mod Præstevænget.
Du kan læse mere om alle arkivets jubilæumsaktiviteter i løbet 2025 på denne jubilæumsside.